Her kan du logge ind
Angiv dit kontonummer:
Angiv dit brugernavn:
Angiv dit kodeord:
 
klik her for Gode tilbud
Betalingskort
Fortrydelsesret|Købeloven|Garanti|Betalingskort

Retningslinier vedrørende fjernsalg m.v. i betalingssystemer med betalingskort af december 1996

Retningslinierne er udstedt i medfør af betalingskortlovens § 12 a, stk. 2, og markedsføringslovens § 17 efter forhandling mellem Forbrugerombudsmanden og Dansk Postordreforening, Pengeinstitutternes BetalingsSystemer, Finansrådet, Dansk Handel & Service, Dansk Detail Kreditråd, Diners Club Denmark A/S samt Forbrugerrådet.
Formålet med retningslinierne er først og fremmest at sikre kortindehaverne mod misbrug som følge af muligheden for at gennemføre betalingstransaktioner uden en aflæsning af betalingskortet.
Herudover indeholder retningslinierne bestemmelser, der har til formål at regulere de situationer, hvor gennemførelsen af betalingstransaktionen i praksis stiller kortindehaverne ringere end de forbrugere, der eksempelvis betaler pr. efterkrav eller ved brug af et indbetalingskort, der følger med den leverede ydelse.

1.       Retningsliniernes anvendelsesområde

Retningslinierne finder anvendelse i betalingssystemer med betalingskort, hvor der kan gennemføres betalingstransaktioner uden en aflæsning af betalingskortet kombineret med kortindehaverens autorisation i form af en underskrift eller en angivelse af PIN-kode. Sådanne transaktioner benævnes i det følgende som "fjernsalgstransaktioner". 

2.      Generelle krav

Kan der i betalingssystemer med betalingskort gennemføres fjernsalgstransaktioner, skal der såvel hos kortudsteder som betalingsmodtager følges procedurer, som giver kortindehaver betryggende beskyttelse mod blandt andet misbrug og fejldebiteringer.
Kortindehaverreglerne skal indeholde oplysninger om muligheden for at foretage fjernsalgstransaktioner og om de procedurer m.v., som kortindehaverne skal følge. 

3.       Kortindehaverens accept af betalingstransaktionen

Betalingsmodtager må ikke igangsætte en betalingstransaktion uden kortindehaverens udtrykkelige accept af transaktionen. Betalingstransaktioner må ikke omfatte større beløb eller andre poster, end hvad der er indeholdt i kortindehavers udtrykkelige accept. 

4.       Videregivelse af kortnummer

Kortudstedere må ikke gøre kortindehaveren ansvarlig for, at kortindehaveren har videregivet det ikke-hemmelige nummer på betalingskortet. 

5.       Indsigelser om misbrug, ikke-levering og fortrydelsesret

Gør kortindehaveren gældende,

a) at en fjernsalgstransaktion hverken er foretaget eller bemyndiget af kortindehaveren,
b) at debiteringen overstiger det beløb, der er aftalt med betalingsmodtageren,
c) at den bestilte ydelse ikke er leveret, eller
d) at kortindehaveren eller den angivne modtager har udnyttet en lovbestemt eller aftalt fortrydelsesret ved at undlade at modtage eller afhente den bestilte ydelse,

Skal kortudstederen stille opkrævningen i bero, mens indsigelsens rigtighed undersøges. Kan indsigelsen ikke umiddelbart tilbagevises som uberettiget, må kortudstederen alene opkræve det beløb, som kortindehaveren kan vedkende sig. Er kortindehaveren allerede blevet debiteret for transaktionen, skal det omtvistede beløb straks tilbageføres til kortindehaveren.
En senere debitering/gendebitering må kun ske i det omfang kortudstederen kan godtgøre, at indsigelsen er urigtig. 

6.      Reklamationsfrister

Kortindehaverens ret til at fremkomme med de under punkt 5 nævnte indsigelser må ikke begrænses af reklamationsfrister i kortindehaverreglerne. 


7.      Inddragelse af betalingskort

Det forhold, at en kortindehaver gør indsigelse imod en fjernsalgstransaktion, må ikke i sig selv medføre, at kortudsteder inddrager kortet eller opsiger aftalen med kortindehaveren. 

8.       Bestillingssedler

Bestillingssedler og lignende, der anvendes ved fjernsalgstransaktioner, skal blandt andet indeholde en entydig angivelse af de ydelser, der bestilles, samt en angivelse af det beløb inkl. forsendelsesomkostninger m.v., der skal betales.
Hvis forbrugeren i forbindelse med udnyttelse af en fortrydelsesret skal afholde omkostningerne til en returnering af ydelsen, skal dette klart fremgå af bestillingssedlen.
Bestillingssedlen skal dateres og underskrives af kortindehaveren.
Bortset fra kravet om underskrift finder bestemmelserne tilsvarende anvendelse på bestillinger, der afgives ved hjælp af edb.

9.      Faktura fra betalingsmodtageren

Senest på tidspunktet for betalingsmodtagerens fremsendelse af betalingsanmodningen til kortudsteder, skal betalingsmodtageren sende en specificeret faktura til kortindehaveren. Fakturaen skal blandt andet indeholde oplysning om:
a) Datoen for afsendelse eller levering af de bestilte ydelser,
b) det totale beløb, som opkræves hos kortindehaveren, samt
c) hvilket betalingskort, der anvendes som betalingsmiddel.

10.      Ikrafttrædelse

Retningslinierne skal efterleves fra den 1. maj 1997.

Kilde: www.forbruger.dk

Hængelås er lig med sikker betaling. Når du handler online med brug af betalingskort, er det vigtigt, at der fremkommer en hængelås i nederste højre hjørne, når du udfylder dine betalingskort oplysninger . Dette ikon er symbol på en sikker betaling.


© Copyright 2006 Inventarland A/S. Alle rettigheder forbeholdes.